De sidste par uger har budt på besøg fra Basse og en tur til Miami med arbejdet. Eftersom der er blevet berettet om nogle af hændelserne, fx Thanksgiving, vil understående mest koncentere sig om Basse’s egentlige grund for besøget – tailgating før NFL-kampen mellem Jets-Panthers. Jeg er imidlertidig ikke i besiddelse af billeder fra Thanksgiving og resten af Basse’s besøg, da mit kamera har strejket og først kom igang og oppe at køre til NFL efter intens makning af Basse. Det kan dog være, at den gode Tom K. kan berige os med billeder fra både Macy’s balonparade samt indtagelse af 16 pund kalkun og hele tre NFL-kampe på tv.
Basse ankom onsdag aften og herefter stod den på traditionel New York velkomst på Sly Fox, hvor den gode Tom Kejser stødte til senere for at byde Basse velkommen. Fredag og lørdag stod den på hygge i New York med golf, batting cage, football i Central Park samt diverse restaurant og bar besøg. Herudover blev det også til lidt shopping, hvor den kære Basse fik erhvervet sig en mindre ny garderobe. Med hensyn til spisning kan”Tom’s” anbefales. Toms er en morgenmadsrestuarant i Brooklyn (45 minutter i tog), hvor man bliver taget tilbage til 30ernes New York. Selvom køen er lang – ofte hele vejen rundt om blokken – er servicen i top. Man bliver blandt andet serviceret med kaffe, kager og frugt mens man står i kø. ”Chefen” på stedet er som taget ud af en gangsterfilm, så vi gjorde vores til at komme på god fod med ham, da man så vældig nødig ville ”be sleeping with the fishes” på bunden af Hudson River.
Søndag stod Basse og jeg tidligt op for at drage mod Giants stadium til tailgating og NFL-kamp. Forinden havde jeg taget kontakt til Frank, som er ansvarlig for Jets Tailgating på parkinglot 5A, så vi kunne tailgate på ægte amerikansk vis. Meget spændte fandt vi parkinglot 5A og Frank, som var let genkendelig, da han altid bærer shorts til tailgating arrangement, også på en sen novemberdag. Vi blev modtaget på fornemmeste vis og kan kun sige, som vi ofte før har oplevet, at amerikanerne er utrolig gæstfrie. Aldrig har jeg fået så meget friturestegt og tykt mad på en gang – Basse og jeg var meget tilfredse. Traditionen tro vandt Jets (som ethvert andet New Yorker hold) med os på lægterne, men jeg vil sige, at tailgatingen overskyggede kampen. Jeg vil lade billederne tale for sig selv. Velbekomme…
Mandag drog jeg til Miami med arbejde, hvor der skulle ”skydes” reklamefilm for en stor amerikansk klient, shhhh meget hemmelig! Tilbage i New York legede Basse turist indtil onsdag, men jeg har hørt rygter om, at Tom tog sig godt af ham og sammen blev det til shuffeball og Victoria Secret parade – hvilke levemænd.
Det var en sjov oplevelse at være ene dansker på tur med fem amerikanere. Her kommer det virkelig til udtryk, til trods for de mange ligheder, hvor forskellige man alligevel er. Lærte en del om amerikansk kultur og især madvaner, men fik da også fortalt dem lidt om hvordan tingene fungerer i Danmark, hvilket de var ganske interesseret i. En ting der dog irriterede mig grænseløst – måske fordi jeg ikke har en iPhone, som man åbenbart SKAL have i denne industri – er hvordan de konstant tjekkede den, selvom man faktisk sad og førte en samtale med dem, om de spiste eller ja stort set ved alle lejligheder. Det skal dog være usagt om det var for at slippe for at tale med mig
Miami er en cool ferieby, hvor det var tydeligt, at det gælder om at fører sig frem når man er ung, rig og berømt – eller bare gammel og rig! Underligt at opleve julepynt, juletræer og julemusik i shorts, kortærmer og badetøfler. Vil dog ikke klage over, at jeg kunne bade i Atlanterhavet i december måned. Men er glad for, at jeg ikke skal fejre jul under sådanne himmelstrøg – det passer sgu ikke rigtig ind! Vi blev indkvarteter på store luksushoteller og havde herudover 125$ at spise for hver dag, så der blev spist med kniv og gaffel til den store guldmedalje hver aften. Efter at have levet i sus og dus i knap en uge var det alligevel en fornøjelse at vende ”hjem” til et koldt New York og den kære Tom Kejser.
Der er nu blot 10 dage til, at jeg vender snuden hjem mod Danmark, hvilket jeg så småt er begyndt at glæde mig meget til. Dog vil Tom og jeg nyde de sidste dage fuldt ud, så mon ikke der kommer lidt flere fortællinger og billeder på bloggen…
Håber alle har det godt, og er ved at komme i julestemning.
//Jens