Aloha allesammen,
Så er der efterhånden gået en lille uge siden vi skrev sidst hvilket er rigeligt tid til at brødføde bloggen med referat fra mange seværdige oplevelser. Dette indlæg vil dog være præget af vores weekendtur nordpå.
Boston er en by som alle kender pr navn, men når det kom til vores paratviden var det stærkt begrænset hvad vi ellers kunne nævne: Ally Mc Beals slagmark, hjemby for Boston Red Sox (baseball team), stedet hvor tv-serien Boston Public løb af staben (sjovt nok) og en vaskeægte millionby. Imens de første tre udsagn var korrekte skulle det imidlertidig vise sig at Boston kun talte lidt over 600.000 mennesker. Det hele startede således med at Jens og jeg samt en af Jens’ veninder fra gymnasietiden i Støvring (Nikoline) valgte at drage nordpå en weekend for at blive klogere på hvad Boston egentligt var for en størrelse. Vi ankom derop fredag aften med bus og indlogerede os på vores ganske udemærkede hostel hvorefter vi fik sen aftensmad og en enkelt øl. Til bens gik vi lørdag langs en afmærket rute som ledte os forbi nogle af de mest kendte turistattraktioner igennem byen. Attraktioner var dog i høj grad repræsenteret af kirker og gravsteder hvilket, som kilometerne skred frem, gjorde ruten en smule søvndøsende. Intet desto mindre var det en fin rute som fremviste Boston fra sin fineste side, nemlig som en meget ren og rolig by hvor folk var glade og havde masser af overskud. I modsætning til det travle og hektiske liv på Manhattan, mindede livet i Boston mest af alt om en søndag eftermiddag i Hadsten eller ØH. Turen endte ved The Bunker Hill Monument som vi besteg via de indvendige trapper for at blive mødt af et fremragende kig udover Boston. Om eftermiddagen var det tid til at lave noget hvor vi var en smule mere på hjemmebane, og hvad var mere nærliggende af lægge vejen forbi byens ”lokale” universitet; Harvard University. Vi mente helt bestemt alle tre at vi befandt os i vores rette element og at Harvard var godt tjent med at have os på grunden; især bygningen som husede Science Center gav os alle tre gåsehud. Efter at have drukket øl og spist chicken wings nær campus (jojo, Harvard var LIGE os), drog vi tilbage til vores eget område hvor vi spiste og gik i byen.
Søndag var desværre domineret af regnvejr, men det skulle ikke holde Jens og jeg tilbage fra at shoppe til vi dånede på Newbury Street, Bostons svar på det kendte Rodeo Drive i LA. Og dånede, det gjorde vi i sidste ende, så resten af dagen blev dedikeret til afslapning på diverse cafeer inden turen gik hjem til Manhattan sen søndag eftermiddag
Vi har også været på roof top bar i den forgangne uge (bar på toppen af en skyskraber). Det var et sted som jeg oprindeligt fik fremvist af nogle kollegaer, og eftersom det var Jens’ store ønske at drikke cocktails i fornemme omgivelser valgte vi at bruge den sidste sommeraften herpå. Og ja ganske rigtigt, efteråret har ramt New York og det har her til eftermiddag stået ned i stænger. Livet i New York er stadig overvældende og det tyder aldrig på at blive hverdag. Både Jens og jeg tager os selv i at dagdrømme og der skal ikke mere end en sølle sang om New York (læs: Jay-Z – Empire State of Mind) til for at give os gåsehud og udbryde ”nøj det er vildt det her”.
Den kommende uge byder på koncert med Tina Dickow i morgen, Oktoberfest onsdag samt Wrestling i New Jersey søndag, men meget mere om det senere. Dette er desuden ugen hvor vi skal begynde at løbe om morgenen (altså nogle af dem), så det skulle gerne gå løs fra i morgen. PUHA! – det bliver hårdt at komme tidligt ud af fjerene, men som Jens siger skal vi ”jo” være klar til at vinde Nike Human 10K motionsløbet sidst i Oktober.
Apropos Jens, så fornemmer jeg at han sidder og tripper for at vi skal se Monday Night Football over en kold øl, så jeg vil holde nu. Han har i øvrigt stået for at klippe billederne sammen til dette indlæg.
Tak til alle fordi at I læser bloggen og en særdeles stor tak til dem som også efterlader en kommentar; det er super fedt. Ha det godt alle sammen – det har vi 🙂
//Tom
Möjn Jens og Tom
Kender Jens fra gym-tiden, og synes lige det var på sin plads at efterlade en lille hilsen til jer to gæve gutter på jeres rundtur on The East Coast.
Det lyder som en spændende tur , og der må være masser af udfordringer i livet som praktikant på Times Square, godt at høre at der også er tid til at fyre den lidt af en gang imellem…
Uuuha Jens, jeg kan lige se dig for mig til NFL med Jets og Patriots efter de mange gode søndag aftener/nætter med NFL og superbowl jeg mindes fra gym, må det have været en stor oplevelse. Jeg byder på NFL-aften når engang du vender hjem til Aalborg, så må vi få samlet det gamle slæng….hæhæ..
Mange hilsner fra DK, håber I får en rigtig god tid derovre i resten af praktikperioden.
Anders Henriksen, alias “FØN”
Hej Anders,
Dejligt at høre fra dig, sjovt så mange der følger med i vores gøren og laden herover – SUPER FEDT.
NFL var en kæmpe oplevelse, både selve kampen og stemningen, men også alt gejlet før med tailgating, nationalsang og jagerfly. Husker også ofte tilbage på de sene nattetimer, hvor der blev proppet rigeligt med dip og chips i hovedet samt wallas for at holde os vågne. Så var det godt, at man kun skulle møde på gym dagen efter – dét var tider 😀 Herover kan man heldigvis se NFL på normale tidspunkter af døgnet, så det benytter jeg også engang imellem. Her er fx et sted hvor der er gratis “wings” under kampene, ja tak.
Håber alt går godt i Danmark, især med den bette.
Mange hilsner fra Jens
Hej Jens og Tom.
Har besluttet at droppe undervisningen i dag og fordriver derfor tiden med at stene jeres blog.
Det lyder godt nok overvældende fedt. Man kan godt blive lidt misundelig når ens egen hverdag driver afsted i down town Århus og ens underviser hedder Finn (han er forresten super cool (man ved jo aldrig hvem der kommer forbi sådan et par verdensmænds blog)).
FIFA 10 kommer på torsdag og Danmark er så småt ved at være klar til den store begivenhed, det bliver konge.
I må have det godt sammen med Jay-Z og de andre.
Hej med Jer “der ovre”. Tak for Boston turbeskrivelsen, næsten som at være der selv. Og det ser ud til at I fortsat forstår at få det optimale ud af en hver oplevelse. Din mor og jeg har besluttet at vi snart kommer “der over” og kigger lidt efter Jer! så ses snart. /far
Så må vi hellere få renset neglene 🙂 Glæder mig til at se jer!
Hej lillebror,
Du ligner jo en rigtig verdensmand, dér på toppen med en drink (:
Nå, må tilbage til forberedelsen af forældremøde i aften med 90 tilmeldte…
Knus Mette
Hej søster,
He he, skik følge eller land fly…eller noget i den stil 🙂
Bare rolig, det er bestemt IKKE sådanne steder vi normalt går ud – det plejer at være noget mørkere eller måske brunt!
Håber det går godt med mødet.
Knus Jens